Du er her: AU  Studerende  Studentervæksthus Aarhus SMAG på iværksætteri

SMAG på iværksætteri

Er iværksætteri noget for mig?

  • Hvis du bare én gang har overvejet, om iværksætteri er noget for dig, så mød op til denne workshop og bliv klogere på, hvordan du kan arbejde med idéudvikling og mulighedsskabelse. 

Myteaflivning og muligheder som iværksætter

Workshoppen "SMAG på iværksætteri" er for dig, der er nysgerrig på, hvad det vil sige at være iværksætter, og er interesseret i at afsøge, om iværksætteri kunne være noget for dig, men mangler værktøjer, retning og konkrete forslag til, hvordan du kan bære dig ad med at undersøge det nærmere.

På denne eftermiddagsworkshop afliver vi en række myter omkring iværksætteri og giver dig et indblik i, hvad iværksætteri er, og hvad det kræver at blive iværksætter. Vi arbejder med din mulige vej ind i iværksætteri og viser, hvordan du, med afsæt i dine interesser, kompetencer og faglighed, kan opøve evnen til at skabe muligheder i din hverdag – og dermed tage det første skridt mod idéudvikling og iværksætteri. Målet med workshoppen er både at give dig indblik i, hvor forskelligt iværksætteri kan gribes an og tage sig ud – og hvilke overvejelser, det kan være relevant at gøre sig, såfremt man overvejer at blive iværksætter. Og det er at give dig nogle konkrete redskaber sådan, at du fremadrettet kan arbejde videre med idéudvikling og mulighedsskabelse.

Workshoppen er for alle, der er nysgerrige på iværksætteri og forudsætter ikke, at man på forhånd har en idé til et produkt, projekt eller en bestemt service, man kunne tænke sig at arbejde med. Ved at deltage i workshoppen får du lejlighed til at møde andre, der ligesom dig selv er nysgerrige på iværksætteri uden nødvendigvis at have en konkret idé om, hvad de ønsker at arbejde med. Efter workshoppen er vi vært ved en øl eller en vand, så der er tid til at diskutere de tanker, workshoppen har sat i gang og måske netværke lidt.

Næste workshop i Studentervæksthus Aarhus er:

  • 2. oktober 2017
  • Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Xenia Obel på xenia@au.dk

Praktisk info.

Det er gratis at deltage i denne workshop for nuværende studerende ved Aarhus Universitet og tidligere studerende, som har afsluttet en uddannelse på Aarhus Universitet inden for det seneste år.

Vi serverer sandwich, vand, the og kaffe, og det hele foregår i Studentervæksthus Aarhus på Møllevangsallé 142, 8200 Aarhus N

42449 / i29