Du er her: AU  Studerende  Studentervæksthus Aarhus Iværksætter mens du studerer - hvorfor det?

Iværksætter mens du studerer - hvorfor det?

Hvorfor kombinere studier og iværksætteri?

  • Nedenfor fortæller vi lidt om de fordele, som vores nuværende og tidligere iværksættere har oplevet. Fordele som understøttes af vores erfaringer og undersøgeler på området og som i høj grad synes relevante i et samfund, som efterspørger innovation og vækst.

Iværksætteri er en vej til erhvervserfaring

Erhvervserfaring via iværksætteri er oftest både bredere og mere dybdegående, end tilsvarende erfaringer fra studiejobs og praktikker, fordi du er med i alle faser og (beslutnings)processer. Som iværksætter får du erfaring med at udvikle idéer og afprøve, hvorvidt de er så gode, at der kan tjenes penge på dem, og du får erfaringer med områder som forretningsudvikling, marketing, salg og (projekt)ledelse. Alt sammen koblet til et felt, som du forhåbentlig både brænder for og er god til. Erhvervslivet efterspørger foretagsomme, innovative medarbejdere, der har erfaringer med at omsætte viden i praksis. Dét lærer du som iværksætter.

 

 

Iværksætteri som studiejob og karrierevej

Ud over at tage sig godt ud på CV’et er det selvfølgelig også sådan, at iværksætteriet for en del studerende bliver til et fantastisk studiejob, som de selv har været med til at skabe. Og for en del bliver det også deres job efter endt studie, eller grundlag for at kaste sig over nye iværksætterprojekter. Fordi de har redskaber til at bryde processen op i håndterbare dele, har lært en masse af de fejl, som uundgåeligt er en del af alle iværksætterprocesser, og har set, hvad de er i stand til skabe med en målrettet indsats og med de rette samarbejdspartnere. 

 

 

Tværfaglighed, kompetencebevidsthed og øget studiemotivation

I Studentervæksthus Aarhus vil du møde studerende med helt andre fagbaggrunde end din egen. Det giver dels mulighed for samarbejde på tværs af fagområder og for værdifuld hjælp og sparring på din idé og virksomhedsudvikling. Dels medvirker det til at skærpe bevidstheden om dine faglige kompetencer og personlige styrker og forbedrer din evne til at sætte ord på disse.

”Flere iværksættere fortæller, at de er blevet mere motiverede for deres studie, ved at arbejde med deres faglighed som iværksættere” 

 

 

 

Studentervæksthus Aarhus blev oprettet i 2009. Lægger man alumnerne (dvs. vores tidligere iværksættere) og vores nuværende studenteriværksættere sammen, har vi hjulpet mere end 470 studerende fra alle fire hovedområder med at udvikle en virksomhed eller et projekt.

 

 

Vi er her for at hjælpe dig og din idé på vej

I Studentervæksthus Aarhus er vi ikke i tvivl om, at det kræver prioritering og dedikation at kombinere studier og iværksætteri. Men vi er heller ikke i tvivl om, at der er rigtig mange fantastiske muligheder – og fordele – ved at gøre de to ting sideløbende. Og vi er der for at hjælpe med at udvikle dine iværksætterkompetencer, din idé og din virksomhed og støtte dig i at være studerende og iværksætter på samme tid, uanset om der er tale om spirende nysgerrighed eller du allerede har arbejdet med din virksomhed længe og måske har omsætning og er i vækst. 

En undersøgelse foretaget af Active Institute har vist, at studerende, der har arbejdet med iværksætteri under studierne, kommer hurtigere i arbejde (sammenlignet med gennemsnittet for universitetskandidater).

 

 

En udringning til vores alumnevirksomheder har vist, at lidt mere end 1/3 af de virksomheder, vi har udskrevet i årene 2009 – 2016 fortsat eksisterede i august 2016.

37 % af vores alumner er i dag i fuldtidsbeskæftigelse enten i deres oprindelige Studentervæksthus-virksomhed eller i en ny iværksættervirksomhed.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.04.2017