Du er her: AU  Studerende  Studentervæksthus Aarhus Om Studentervæksthuset

Om Studentervæksthuset

 

 

Studentervæksthus Aarhus er for alle bachelor-, kandidat- og phd.-studerende ved Aarhus Universitet

  • Huset er for dig, der ønsker at starte virksomhed, mens du studerer – eller som blot er nysgerrig på iværksætteri

Om Studentervæksthus Århus

Studentervæksthus Aarhus blev oprettet i 2009 og har siden da dannet ramme om Aarhus Universitets tilbud til studerende, der ønsker at arbejde med iværksætteri sideløbende med deres studier. Vores tilbud inkluderer adgang til fysiske (kontor- og møde)faciliteter, rådgivning og netværk, der tilsammen skaber rammerne for at kunne arbejde med at udvikle og drive en professionel virksomhed. Herudover tilbyder vi forskellige workshopforløb og er vært ved morgenmøder og konferencer, der er åbne for alle, som er nysgerrige på iværksætteri og iværksætterrelaterede emner og eventuelt ønsker at få afklaret, om iværksætteri kunne være noget for dem. Man behøver altså ikke være parat til at starte virksomhed – eller have en idé til en virksomhed – for at kunne bruge vores tilbud.

At vi er forankret på Aarhus Universitet og først og fremmest henvender os til universitetets studerende er medvirkende til, at Studentervæksthuset er præget af en stor faglig spændvidde. Som bruger af vores tilbud får man således adgang til et netværk, der er karakteriseret ved en mangfoldighed af viden og kompetencer – og mulighed for at tale med folk, der er vidt forskellige steder på deres "iværksætterrejse". Samtidig betyder det, at vi har et særligt blik for de muligheder, der ligger i at kunne kombinere dyb faglighed med iværksætteri. Og en forståelse for de udfordringer, der kobler sig til at arbejde med iværksætteri sideløbende med et universitetsstudium.

Teori og praksis i Studentervæksthus Aarhus
Vores workshops og rådgivning er forankret i velfunderede teorier og aktuel forskning inden for iværksætteri, innovation og entreprenørskab, men samtidig karakteriseret ved et altovervejende fokus på øvelser og praksis – at blive klogere på egne kompetencer, motivation og netværk, finde veje til at afprøve idéer, udvikle forretningsmodeller mv. Omdrejningspunktet er med andre ord foretagsomhed og handling.

Vi tager afsæt i en opfattelse af, at iværksætteri først og fremmest er et mindset, der – via træning i at se, skabe og forfølge muligheder – kan læres. Iværksætteri begrænser sig altså ikke til bestemte typer af fagligheder eller særlige personlighedstyper, ligesom man ikke behøver at være et geni for at arbejde med iværksætteri. Vores forståelse og erfaring er, at alle kan lære at være iværksættere, og på vores workshops er der træning i at arbejde med de metoder, der ifølge både forskning og erfaring fra serieiværksættere er essentielle at tage udgangspunkt i.

Uanset om vores brugeres virksomheder udvikler sig til at blive bæredygtige eller ej, og uanset hvor de studerende måtte være på deres "iværksætterrejse", når vi møder dem og hvilke af vores tilbud, de benytter sig af, er det vores opfattelse, at alle går her fra med nogle entreprenørielle kompetencer, som er relevante og brugbare, uanset om man fremadrettet skal arbejde med iværksætteri eller noget helt andet.

Vores mål
Vores mål er at tilbyde studerende ved Aarhus Universitet, der har en forretningsidé eller en allerede etableret virksomhed, et professionelt miljø – fysiske rammer, relevant rådgivning, tværfagligt netværk – ift. at kunne etablere og videreudvikle bæredygtige virksomheder.

Det er også vores mål at tilbyde muligheder for at snuse til og afprøve iværksætteri og arbejde med udviklingen af iværksætterrelevante kompetencer for studerende, som ikke nødvendigvis har en konkret idé til en virksomhed.

Overordnet betragtet arbejder vi på at styrke alle vores studerendes foretagsomhed, så de på sigt kan skabe værdi for dem selv og samfundet – uanset om det sker i form af iværksætteri eller som ansat i en virksomhed.

Samarbejde
Studentervæksthus Aarhus er et hus for hele Aarhus og Region Midt, men vores tilbud er primært målrettet de studerende ved Aarhus Universitet. Vi samarbejder med en lang række aktører på iværksætter-, innovations- og entreprenørskabsfeltet, samt relevante erhvervstilbud og virksomheder. Dels for at støtte op om iværksættermiljøet i Aarhus, dels for at kunne hjælpe vores brugere bedst muligt. Konkret betyder det blandt andet, at der er mulighed for at søge om ekstern sparring, når man indgår i vores tilbud, og det betyder, at vi er velorienterede om, hvilke muligheder der er for støtte og rådgivning, før og efter man eventuelt har fået plads hos os.

Find os

Vi bor på 
Møllevangs Allé 142
8200 Aarhus N
kontakt@studentervaeksthus.au.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 08.05.2017