Du er her: AU  Studerende  Studentervæksthus Aarhus Praktik i en Startup

Praktik i en Startup

KOM I PRAKTIK I EN STARTUP

  • Bliv praktikant i din egen eller andres startup

Praktik i en startup

Er du nysgerrig på iværksætterlivet eller er du allerede i gang med at udvikle din egen virksomhed? Så tag i praktik i enten andres eller egen startup. Hvad enten du vælger praktik i egen eller andres startup, får du en unik mulighed for afprøve din faglige viden i praksis og på samme tid få skærpet dit entreprenørielle mindset.

Erhvervslivet efterspørger foretagsomme og innovative medarbejdere, der kan finde ud af at omsætte deres faglige viden til praksis. Og er der ét sted, du lærer det, så er det i en startup. Måske får du endda mulighed for at bruge dine kompetencer fra din tid som spejder, springgymnast, servicemedarbejder eller noget helt fjerde.  For som praktikant i en startup træder du direkte ind i maskinrummet, og tager del i alle faser fra idéudvikling til eksekvering – så du får rig mulighed for at sætte alle dine kompetencer i spil. Som praktikant i en startup er du med til at udvikle og forme en virksomhed, og du oplever hvordan din viden og arbejde gør en forskel hver dag.

Som praktikant i en startup bliver du en del af hverdagen i Studentervæksthus Aarhus, hvor du kommer til at møde en mangfoldighed af studerende, som er på vidt forskellige steder i deres iværksætterrejse. Du kan deltage i vores workshopforløb, events, crash courses og alle de andre ting, der foregår i et hus fyldt med foretagsomme iværksættere.     

Praktik i egen startup

Har du en idé, som du gerne vil have afprøvet eller har du endda allerede stiftet en virksomhed, som du gerne vil videreudvikle, så kan du komme i ECTS- givende praktik i din egen virksomhed. 

Hvis du tager i praktik i egen virksomhed, får du tilknyttet en fast startuprådgiver, som giver dig sparring og vejledning i forhold til udviklingen af både dig selv og din virksomhed. Du får plads i vores åbne kontorlandskab, hvor du kan netværke med de andre virksomheder i huset, adgang til at booke mødelokaler, månedlig gratis advokat- og revisorrådgivning og så er der selvfølgelig gratis kaffe - men du skal selv hjælpe med at lave den. Alt efter hvor langt du er i din iværksætterrejse, bliver du tilbudt muligheden for rådgivning af en ekstern mentor fra erhvervslivet.    

Praktik i andres startup

Vil du gerne være en del af en startup og hjælpe andre i deres virksomhed eller vil du smage på iværksætterlivet inden du selv springer ud i det, så er praktik i andres startup en oplagt måde at prøve kræfter med iværksætteri.  

Studentervæksthus Aarhus huser en lang række vidt forskellige studenterdrevne virksomheder, som løbende søger praktikanter inden for en bred vifte af fagområder. Vælger du at tage i praktik i andres startup vil du undervejs i forløbet blive tilknyttet et workshopforløb i Studentervæksthuset. Du bruger månedligt et par timer på workshops sammen med andre startuppraktikanter i huset, hvor der gennem en blanding af øvelser og undervisning bliver sat fokus på entreprenørskab, kompetenceafdækning og oplukning af idéer. Forløbet giver dig nye perspektiver på dig selv og dine kompetencer og giver dig indsigt i, hvordan du kan arbejde entreprenørielt både i din praktik og i fremtiden.    

Stine Dorner - praktik i en startup

Manigrip - praktik i egen startup

Hvem kan komme i praktik i en startup?

For at komme i ECTS-givende praktik i egen startup, skal praktik/projektorienteret forløb være en del af din studieordning. Hvis din studieordning giver mulighed for praktik, skal du være opmærksom på at din praktik skal godkendes af din faglige vejleder. Det er bestemmelserne i din studieordning, som definerer hvor længe, du kan være i praktik og hvilke faglige mål, du skal opfylde i dit praktikforløb. 

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg gerne vil i praktik i egen startup?

  • Undersøg om din studieordning tillader praktik i egen virksomhed.
  • Kontakt Marie Kjølhede på makj@au.dk hos Studentervæksthus Aarhus
  • Tilmeld dig Projektorienteret forløb i forbindelse med undervisningstilmelding.
  • Udfyld dit studies praktikkontrakt i samarbejde med din akademiske vejleder/praktikkoordinator på din uddannelse. Med udgangspunkt i antal ECTS-point du får for dit projektorienterede forløb, fastsættes start og slutdato for dit forløb.
  • Indsend praktikkontrakt til Marie Kjølhede, som tildeler dig en startuprådgiver fra Studentervæksthuset. Denne rådgiver underskriver kontrakten som ’Projektvært’ og kontrakten returneres til dig.
  • Herefter bliver du officielt indskrevet i Studentervæksthuset via vores kontrakt, bliver tilmeldt vores intro-kursus LEAD IN, får adgang til huset via dit studiekort og har mulighed for at mødes med din startuprådgiver og benytte husets øvrige faciliteter. 

 

Spørgsmål til Praktik i en startup

Har du spørgsmål vedrørende praktik i en startup, kan du kontakte Marie Kjølhedemakj@au.dk

57457 / i29